Ormestrategi

​Ormestrategi går kort fortalt ud på at vide, hvilke og hvor mange orm hestene har, således at behandlingen kan rettes specifikt mod den enkelte hests behov. Principielt afviger dette ikke fra fremgangsmåden ved andre typer sygdomme, hvor man ligeledes diagnosticerer sygdommens årsag og sværhedsgrad inden behandlingen sættes igang.

Der er flere grunde til, at det er vigtigt at lave en ormestrategi for sine heste. Orm er en belastning for hestens immunsystem, og hvis ormebyrden ikke holdes nede, vil hestens almentilstand forringes i form af vægttab, sløvhed og mat, kedelig pels. Præstationsevnen vil derved nedsættes, og der kan opstå problemer med diarre og kolik. Følges en ormestrategi, vil risikoen for fejlbehandling desuden minimeres. Der er nemlig forskel på ormemidlernes effekt over for de forskellige orm, så det er vigtigt at vide, præcist hvilke typer af orm, der skal behandles for. Endelig er det meget vigtigt, at der i håndteringen af ormeproblemet sørges for, at ormene ikke udvikler resistens for ormemidlerne. Tidligere tiders ukritiske og massive brug af ormekure har eksempelvis gjort, at vi i dag har udbredt resistens over for en del af de almindelige ormeprodukter.

​Hest med voldsomt forringet almentilstand som følge af ubehandlet, massiv ormeinfektion.​

Hvad gør vi hos Hillerød Hestedyrlæger?​

Vi undersøger alle heste i besætningen for at finde ud af, hvilke og hvor mange orm hver hest har, således at behandlingen kan rettes specifikt mod den enkelte hests behov. Denne strategi kaldes selektiv terapi. Heste, der kun har cyathostomer, behandles kun, hvis de har over 200 æg pr. gram. Heste med spolorm eller blodorm behandles ved fund af æg. Finder vi heste, der udskiller mere end 1000 æg pr. gram, undersøges de igen 14 dage efter behandlingen for at kontrollere, om behandlingen har været effektiv. Dette er vigtigt for at se, om ormene er modtagelige over for ormemidlet, da resistens er et udbredt problem hos visse ormearter. Desuden laver vi larvedyrkning for at finde ud af, om der er blodorm i besætningen. Larvedyrkning tager ca. 14 dage, og der foretages en samlet undersøgelse for hver 5 heste i besætningen. Det er altså en screening blandt hestene.

Eksempler på æg, der kan findes ved en gød­ningsundersøgelse. Ægget i midten af billedet er et typisk strongylideæg, og nederst til venstre ses et spolormæg. Øverst til højre ses et bændel­ormeæg. Disse ses af og til ved de rutinemæssige ægtællinger, men det kræver normalt en speciel analyse af gødningen at påvise dem.

Hvornår skal vi undersøge? Alle heste bør undersøges to gange om året. Det gøres bedst om foråret i perioden 15. marts – 30. maj og om efteråret i perioden 15. august – 15. oktober. Undersøgelsen er pålidelig hele sommeren, men om vinteren går cyathostomerne i en hviletilstand i tarmvæggen og lægger færre æg. Undersøgelser om vinteren kan derfor give et misvisende lavt resultat. Cyathostomerne er her svære at behandle og kan beskadige tarmvæggen, når de forlader den i det tidlige forår, så det er meget vigtigt at undersøge hestens ormebyrde i løbet af efteråret.

Ungheste skal som alle andre heste have undersøgt gødningsprøver to gange om året. Føl kan behandles fra de er 6-8 uger gamle, dog tidligere, hvis der er fundet trådorm hos hoppen. Afhængigt af antallet og typen af orm behandles de op til hver 2.-3. mdr. indtil de er 1-2 år.

Drægtige hopper undersøges og behandles om nødvendigt 3-4 dage før indsættelse i foleboksen. Hvis de ikke flyttes til en speciel foleboks, behandles de 14 dage før forventet foling.

Den nye hest i besætningen bør som minimum få lavet en ægtælling, hvor resultatet afventes, inden hesten lukkes på fold. Hvis ikke det er fastslået, at der ikke er blodorm i den besætning, hesten kommer fra, laves der ligeledes larvedyrkning, hvor hesten isoleres indtil resultatet er kendt. Hvis hesten skal behandles, isoleres den evt. indtil 4 dage efter behandlingen. Dette afhænger af, hvilke orm, der blev fundet ved undersøgelsen.​

​Alle heste i besætningen bør indgå i ormestrategien.

Oversigt over ormestrategi​

  • Alle heste får lavet halvårlig gødningsprøve forår (15. marts – 30. maj) og efterår (15. august – 15. oktober).
  • Gødningsprøven skal være frisk og uden jord- eller halmtilblanding, alt luft presses ud af posen, den opbevares køligt og afleveres inden for et døgn til Hillerød Hestedyrlæger.
  • Heste med over 200 æg pr. gram af cyathostomer behandles. Heste med blodorm eller spolorm behandles ved fund af æg.
  • Massivt inficerede heste med over 1000 æg pr. gram behandles og kontrolleres med en ny gødningsprøve 14 dage senere.
  • Føl behandles efter gødningsprøveresultatet fra de er 6 – 8 uger gamle. Afhængigt af antallet og typen af orm behandles de op til hver 2.-3. mdr. indtil de er 1-2 år.
  • Drægtige hopper undersøges og behandles om nødvendigt 3-4 dage før indsættelse i foleboksen eller 14 dage før forventet foling.
  • Smittepresset nedsættes om muligt ved foldskifte juli/august, foldhygiejne, omlægning af folde hver 2-3 år og samgræsning med drøvtyggere.
  • Nye heste isoleres indtil deres ormestatus er kendt.

Ring altid og aftal tid for indlevering af gødningsprøver, hvis der er tale om over 10 stk, så vi kan afsætte tid til at lave dem. Det er vigtigt for et pålideligt resultat, at prøverne ikke ligger for længe. Priserne på diverse undersøgelser kan oplyses samtidigt.

Hillerød Hestedyrlæger yder rådgivning om den praktiske gennemførelse af ormestrategien og om den teoretiske baggrund herfor. De nødvendige ormekure kan receptordineres eller afhentes på klinikken efter aftale.

kontakt os i dag

Kontakt din lokale hestedyrlæge

​Du er velkommen til at kontakte os helt og aldeles uforpligtende. Det kan du gøre enten via vores kontaktformular eller ved at ringe eller skrive til os.

Vi ser frem til at hjælpe dig.

Ring eller skriv til os

Ring på: 48 28 67 68

Skriv til: klinik@hestedyrlaegerne.dk  

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Vi besvarer henvendelser hurtigst muligt.

Felter markeret med * skal udfyldes.